Engagementsstress

Gik rundt i en osteklokke

Engagementsstress hvad pokker er det??

Da jeg sad som leder i ”mit” lille skønne bofællesskab” havde jeg det skønneste job i hele verden, syntes jeg.

Jeg elskede mandag morgen og syntes ikke en 5 dages arbejdsuge var nok. Jeg havde mange jern i ilden og en masse spændende opgaver både i og udenfor bofællesskabet. Jeg gik op i det med liv og sjæl.

Jeg havde et klart billede af, hvad det vil sige at være en god leder.. og jeg ville være det i en hulens hurtig fart og tog selvfølgelig også lederuddannelse ved siden af. Målet var jo at blive den bedste!!

Vores bofællesskab tilhørte til den ”tunge ende” af skalaen; ikke af det fysiske men af det psykiske. Vi var dem der skulle hjælpe beboerne videre i livet.

Min dør stod altid åben

Min dør stod ALTID åben for både beboere og personalet.. jeg ville helst at alle havde det godt. Det var jo min opfattelse af at være en dygtig leder.. altså altid tilgængelig!!!

Når beboere kom med deres problemer; som f.eks at der ikke blev lyttet til dem. Jamen så ville jeg da liiigggee fixe det. ”Det fixer jeg lige” blev min motto efterhånden; for det var jo det vi skulle!!???

Det kan være rigtig svært at være i en organisation, da der er mange regler at efterleve.

Arbejdet fyldte for meget

Med tiden begyndte mit arbejde at fylde mere og mere.. 45 timer i ugen var hurtig væk og så havde jeg jo også lige en uddannelse ved siden af.. min yngste datter var 2, jeg har 4 børn, så der var også mange projekter hjemme.

Jeg ville hellere være på arbejde end hjemme. Der var altid noget jeg lige skulle ordne. Jeg fixede og fixede og fik den kortvarige tilfredsstillelse af at have udrettet noget. Min hjerne blev tilfredsstillet af endorfiner. Jeg var arbejdsafhængig!

Til sidst væltede jeg.